Vatpinde i afløbet koster 300.000 kroner

Vatpinde i afløbet koster 300.000 kroner

Det er dyrt for vandforbrugere at smide vatpinde i vasken og toilettet.

Hver gang man smider en vatpind i toilettet, kan det være med til at tilstoppe rensningsanlæggene, og det koster mange penge for vandforbrugerne. Herning Vand oplever store problemer med de små vatpinde. Hvert år bruger Herning Vand mellem 200 og 300.000 kroner ekstra på rensning på grund af vatpinde.

Afdelingsleder ved Herning Vand Jan Ravn Nielsen opfordrer folk til at være opmærksomme på, hvad de smider ud i spildevandet.

 - Afløbet virker måske som en nem måde at skille sig af med ting på, og en vatpind ser ikke ud af meget. Men den står øverst på vores liste over skadelige genstande, netop fordi den er lille. Den har akkurat størrelsen til at slippe gennem vores riste og sætte sig fast i ventilerne, så vi må lukke ned og rense manuelt, siger han på Herning Vands hjemmeside.