Van der Vaart kaldt til kammeratlig samtale hos chefen

Efter at have givet dansk fodbold en bredside i et hollandsk medie skal FC Midtjyllands Rafael van der Vaart nu stå skoleret.

Rafael van der Vaart
Foto: Henning Bagger/Scanpix

Van der vaart til kammeratlig samtale hos chefen

FC Midtjyllands hollandske stjerne Rafael van der Vaart vil blive indkaldt til en samtale med direktør Claus Steinlein, når ferien er slut. Det skriver aoh.dk.

Det sker efter van der Vart i pinsen brugte udtrykket "virkelig forfærdeligt" om dansk fodbold i det hollandske medie Telesport.

- Det er virkelig forfærdeligt. Nogle gange spiller man på stadioner, hvor der sidder 800 tilskuere. Jeg tror ikke, de kan lide fodbold her, så selvfølgelig savner man de stadioner, man har spillet på. Så er det svært at bevare motivationen, lød det blandt andet fra Rafael van der Vaart. 

Desuden vakte det opsigt, da van der Vaart gik direkte i omklædningsrummet, efter FC Midtjylland sikrede sig en plads i næste sæsons Europa League-kvalifikation, og ikke var med til at takke fansene efter sejren.

Nu vil FC Midtjyllands sportsdirektør tage en snak med den hollandske stjerne.

- Der er højt til loftet i FC Midtjylland. Men vi bliver nok nødt til at tage en snak med Rafael van der Vaart, når alle er tilbage fra ferien. Vi skal have talt om, hvad man siger, og ikke mindst hvad man gør, siger Claus Steinlein til aoh.dk.

Sportsdirektøren afviser over for avisen, at de to parter er ved at gå fra hinanden.

- Vi har kontrakt med Rafael van der Vaart, og han er her også næste sæson. Det er tydeligt 'Rafa' ikke er tilfreds med det, han har fået ud af sin første sæson i Danmark, og vi havde også håbet på mere. Det er noget af det, vi skal sætte os ned og tale om. Hvordan får vi mere ud af samarbejdet næste år. Det skal vi have fundet ud af, siger Claus Steinlein.