Valgren ude af Post Danmark Rundt

Valgren ude af Post Danmark Rundt

Sidste års vinder af løbet, Michael Valgren fra Thy, stiller ikke til start når cykelløbet Post Danmark Rundt starter d. 4. august.

Den tidligere danske mester og deltager i årets Tour de France Michael Valgren stiller ikke til start, når cykelløbet Post Danmark Rundt skydes igang den 4. august i Struer. Det afslører løbsdirektør Jesper Worre til Jyllands Posten.

- Lige nu ser det ud til at handle om Matti Breschel og Chris Juul-Jensen. Chris Juul-Jensen kan også være et bud i klassementet med den enkeltstart, han kører for tiden, siger Jesper Worre til Jyllands Posten.

Michael Valgren fra Østerild i Thy vandt ellers løbet sidste år, og slog med sejren endegyldigt sit navn fast i den danske cykelbevidsthed. Valgren kører for Team Tinkoff-Saxo, og holdet kvitterede for sejren med at udtage Valgren til det store løb Vuelta a España.

I år blev Michael Valgren for første gang udtaget til Tour de France, men måtte udgå med sygdom blot to dage inden rytterne nåede Paris.

Masser af talent

Midt- og vestjyderne får rig mulighed for at stifte bekendtskab med Post Danmark Rundt i år. Løbet starter i Struer, og slutter første etape i Holstebro. 2. etape starter i Ringkøbing, inden feltet forlader regionen for at slutte i Aarhus. Og selvom Valgren ikke er med, er der stadig masser af talent.

- Alt, hvad der kan krybe og gå af de unge danskere, kommer. Det bliver godt. 18 hold med otte ryttere hver. Normalt har vi satset på 16, men det her bliver vores største felt nogensinde med 144 ryttere, siger Jesper Worre.