Usundt forhold til medicin: Unge spiser for mange hovedpinepiller

En forening vil nu forsøge at lære børn og unge, hvordan de bør gå til medicin.

For mange unge tager hovedpinepiller for ofte.
For mange unge tager hovedpinepiller for ofte.
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Hvordan læser man en indlægsseddel, og hvornår har man brug for at tage en hovedpinepille?

Ifølge Apotekerforeningen så har alt for mange børn og unge et usundt forhold til medicin, og det er især ved hovedpinepillerne, at det er helt galt.

Den seneste skolebørnundersøgelse viser, at fire ud ti unge bruger hovedpinepiller mindst en gang hver måned.

Forbruget er især stort blandt de 15-årige piger. Her svarede 55 procent, at de havde taget hovedpinepiller indenfor den sidste måned.

Det har fået Apotekerforeningen til at starte kampagnen ”Medisund Fornuft”. Her skal skoleelever blandt andet lære at læse en indlægsseddel.

- Det handler om, at man ikke skal tage medicin, hvis man ikke har brug for det, forklarer farmakonom fra Holstebro Løveapotek Alice Vad, der er ude for at undervise en 5. klasse.

Farmakonom Alice Vad fortæller skoleelever om, hvordan man kan læse en indlægsseddel.
Farmakonom Alice Vad fortæller skoleelever om, hvordan man kan læse en indlægsseddel.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Væk fra supermarkedet

Danmarks Patientforening for Hovedpineramte er også bekymrede over, at så mange unge ofte tager hovedpinepiller.

- Det er ikke særligt godt, fordi vi i patientforeningen oplever, at der er mange, der ringer ind og stiller spørgsmål om, hvor meget medicin, de må tage, og om de tager for meget, fortæller foreningens formand Christian Hansen.

Han mener, at det er på tide at fjerne hovedpinepillerne fra hylderne i kiosken og dagligvarebutikkerne.

- Jeg mener, de skal væk fra supermarkederne, og så skal de hen på apoteket, hvor der trods alt er en lille smule kontrol med det, siger han.

2:41