Unge cykelryttere udtaget til VM

Midt- og Vestjylland er repræsenteret med tre cykelryttere, når der senere på måneden køres VM i cykling i Holland.

Michael Valgren, Mads Würtz Schmidt og Peter Mathiesen er måske ukendte navne for de fleste. Men de tre unge herrer skal køre i den rødhvide trikot, når VM i cykling cykles af stablen i Holland i dagene fra den 16.-23. september.

Michael Valgren fra Østerild kører linieløbet for U23-ryttere, mens Mads Würtz Schmidt fra Herning og Peter Mathiesen fra Holstebro begge skal køre enkeltstarten for U19-rytterne. Mads Würtz Schmidt må betegnes som en af favoritterne, efter han vandt juniorverdensmesterskabet i Danmark sidste år.

Mange talenter fra Herninghold

Udover de tre midt- og vestjyder, så er Herningholdet Blue Water Cycling også repræsenteret ved OL-guldvinderen i omnium, Lasse Norman Hansen, og Rasmus Quaade, der blev nummer to på enkeltstarten for U23-ryttere i København sidste år. Dameafdelingen på Blue Water har også en talentmasse, der er god nok til VM. Christina M. Siggaard stiller op i både linieløbet og enkeltstarten, mens Louise Marie Olsen kun stiller op i linieløbet. De stiller begge to op i U19-rækkerne.