Underskud i Viborg HK

Viborg HK præsenterede onsdag et skuffende årsregnskab på minus 10 millioner kroner.

Håndboldklubben Viborg HK fremlagde onsdag deres årsrapport for regnskabsåret 2012/13, og tallene afspejler i høj grad de vanskelige kår, som klubben har måtte leve med det forgangene år. Trods en mindre stigning i den samlede omsætning har klubben opnået et negativt årsresultat på 9,9 millioner kroner.

- Vi kan ikke være tilfredse med årets resultat. Det er et sammenfald af en række uheldige omstændigheder. Vi har udvist rettidig omhu, skåret 10-12 millioner kroner af budgettet og mindsket staben fra 56 til 32 medarbejdere. Vi har desværre måttet nedlægge herreholdet, hvilket også har været en hård beslutning for bestyrelsen, der allerede i 2012/13 har kostet i regnskabet. Alt sammen peger dog i en mere positiv retning, og med de tiltag bestyrelsen har gjort, har vi et realistisk og begrundet positivt syn på et positivt resultat for 2013/14, siger Ove Klock, Bestyrelsesformand i Viborg HK.

Han bliver bakket op af klubbens adm. direktør Peter Cassøe, som selv har måttet gennemføre en række nødvendige tilpasninger i klubben.

- Det har været op ad bakke for Viborg HK det seneste år - og faktisk også længere tid tilbage. Vi sidder ikke med hænderne i skødet, men har gjort en masse for at rette op på udviklingen. Der er sket mange forandringer i klubben, så jeg vil gerne være forsigtig optimist. Vi har gearet klubben til fremtiden ved at satse benhårdt på kvindeholdet, og jeg mener, at vi kommer tilbage på rette spor, siger Peter Cassøe, direktør i Viborg HK.