Ulovlig fiskevirksomhed i Fjand

Ulovlig fiskevirksomhed i Fjand

Fødevarestyrelsens Rejsehold lukkede i dag en ulovlig fiskevirksomhed i Fjand ved Ulfborg

På baggrund af en anonym henvendelse om, at der skulle foregå ulovlige aktiviteter i en tidligere fiskebutik i Fjand, aflagde Fødevarestyrelsens Rejsehold adressen et besøg.

200 kg fisk

Ved ankomst til stedet var det tydeligt, at der var tale om en ulovlig fiskevirksomhed. Rejseholdet fandt omkring 200 kg fladfisk, fiskefileter og andre udskæringer af fisk, som var opbevaret i et kølerum og i en større kummefryser i lokalerne.

Uhygiejniske lokaler

Lokalerne i den tidligere fiskebutik fremstod særdeles uhygiejniske. Fliserne var faldet ned af væggene og maskiner og inventar var meget snavsede. Under aktionen fandt man ligeledes en sæk med rottegift på stedet, hvilket tyder på at fiskevirksomheden har haft problemer med skadedyr.

Advarsel

Fødevarestyrelsen råder forbrugere, der har købt fisk eller fiskeprodukter på adresserne: Sønder Fjandvej 1, 6990 Ulfborg, eller Jagtvejen 2, Thorsminde, 6990 Ulfborg, til at kassere produkterne, da fiskene er behandlet under særdeles uhygiejniske forhold.Det ikke kan udelukkes, at fisken er forurenet med sundhedsskadelige bakterier.

Bøder og beslaglæggelse

Virksomhedens ejer er varslet bøder for manglende registrering af virksomheden, manglende egenkontrol og uhygiejnisk behandling af fødevarer. Politiet har i samarbejde med Beredskabsstyrelsen beslaglagt produktionsudstyret fra virksomheden, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.