Tyrkisk modstander til FCM

Så er FCMs næste modstander i Europa League fundet.

Filip Novak scorede FCMs mål i torsdagens kamp mod Videoton. Foto: 6´eren

Osmanlispor fra Ankara i Tyrkiet bliver den sidste modstander, som FC Midtjylland skal forsøge at nedkæmpe for at nå gruppespillet i Europa League.

Det står klart efter, at der fredag klokken 13 blev trukket lod i det europæiske fodboldforbund UEFA. 

FC Midtjylland spillede sig torsdag aften videre til playoff-runden ved at spille 1-1 hjemme mod ungarske Videoton, hvilket var nok til en samlet sejr på 2-1.

Playoff-kampene spilles den 18. og 25. august, og midtjyderne får hjemmebane i første kamp.

I sidste sæson nåede midtjyderne til 1/16- finalerne i Europa League, hvor det blev til samlet nederlag til engelske Manchester United.