Se billederne: Tusinder i demonstration for minimumsnormeringer

Forældre vil have et loft over, hvor mange børn der må være per pædagog i daginstitutionerne.

Billeder fra lørdagens demonstration i Viborg.
Billeder fra lørdagens demonstration i Viborg.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Forældre med børn i barnevogne og klapvogne snor sig lørdag gennem en lang række af landets byer.

Minimumsnormeringer - et loft over antal børn per voksen i landets daginstitutioner. Sådan lyder kravet fra de mange tusinde, der demonstrerer 57 forskellige steder i landet.

Krav om flere pædagoger

Det er en stor gruppe forældre, som står bag initiativet. Gruppen af forældre har på få uger samlet næsten 30.000 medlemmer på Facebook.

Forældrenes krav er, at der højst skal være tre børn for hver voksen i vuggestuerne og højst seks børn for hver voksen i børnehaverne.

- Vi skal have flere hænder i daginstitutionerne, og vi skal kæmpe for at børnene får en meget bedre hverdag, så de kan udvikle sig. Daginstitutionerne skal ikke bare være en parkeringsplads for vores børn, siger Pia Tang Jørgensen fra Herning, der er en del af styregruppen bag dagens demonstrationer.

Bedstemor: Det er ikke til at bære

I Viborg fortæller den lokale tovholder Anne Just Jensen, at det er nødvendigt at råbe politikerne op.

- Der skal ikke være nogen steder i ladet, hvor det er dårligere at aflevere sine børn end andre. Der skal ikke laves forskel, men der skal gøres noget ved det, siger hun.

Til demonstrationen i Viborg møder TV MIDTVEST blandt andre Helle Nørgaard, der er bedstemor til flere institutionsbørn.

- Jeg har nogle børnebørn, der bliver udsat for daginstitutionerne, og jeg bliver helt ked af den måde, de bliver behandlet på. Det er ikke til at bære. Sådan nogle små sjæle har fortjent noget bedre, siger hun.

Og hun er ikke den eneste bekymrede bedsteforælder. Også Carsten Hammershøi er mødt op i Viborg.

- Jeg er her, fordi det er et problem, at vores institutioner er ved at være så dårligt normeret. Der er efterhånden ved at være langt mellem de voksne, men børnene skulle jo gerne blive skolet til det samfund, der kommer bagefter, siger Carsten Hammershøi.

Ikke kun forældre og bedsteforældre er til stede i Viborg. Også folketingsmedlem Karin Gaardsten (S) er dukket op for at vise sin støtte til demonstranterne.

- Jeg er enig i, at Christiansborg skal vågne op i forhold til normeringerne for vores yngste børn. Men vi er ikke så glade for minimumsnormeringer, som kan blive en hæmsko for nogle kommuner. Vores indgang er, at kommunerne generelt skal have flere penge at gøre med, siger hun.

1:00
Demonstranterne i Viborg fortæller, hvorfor de deltager i lørdagens kamp for minimumsnormeringer.

Forældreinitiativ glæder fagforening

I pædagogernes fagforening, BUPL, er de glade for forældrenes initiativ. Pædagogerne er nemlig "rigtig pressede", lyder det.

- Vi har længe råbt op om, at der er behov for, at vi får minimumsnormeringer, så det er stærkt, at forældrene nu kommer på banen, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

Ifølge BUPL vil antallet af børn i alderen nul til fem år stige med 70.000 over de næste ti år. Desuden mangler der i dag cirka 4000 pædagoger i landets daginstitutioner sammenlignet med normeringerne i 2009, påpeger BUPL.

2:19
Se indslaget: Minimumsnormeringer var på dagsordenen, da mange tusinde forældre lørdag demonstrerede 57 forskellige steder i landet.

Herunder kan du se demonstranternes egne optagelser:

0:30
Maj Hovmøller har sendt denne video fra lørdagens demonstration i Nykøbing.
0:31
Trine Kynde Forbæk har sendt denne video fra lørdagens demonstration i Struer.
0:25
Thora Thunbo har sendt denne video fra lørdagens demonstration i Ikast.
0:15
Berit Raldin har sendt denne video fra lørdagens demonstration i Thisted.