TTH sender højre fløj til Aalborg

Højre fløjen Patrick Wiesmach skifter den kommende sæson Team Tvis Holstebro ud med Aalborg Håndbold.

Patrick Wiesmach fortsætter karrieren hos Aalborg Håndbold. Foto: Team Tvis Holstebro

Allerede i oktober måned meldte Patrick Wiesmach ud, at han ikke ville fortsætte karrieren i Team Tvis Holstebro. Nu står det klart, at den hurtige højre fløj fremover skal lave mål for rivalerne fra Aalborg Håndbold. 

- Jeg kommer til en klub, der har ambitioner om at være med i toppen hver eneste sæson, og jeg vil yde mit bedste i hver kamp for, at vi når helt til tops, siger Patrick Wiesmach i en pressemeddelelse fra Aalborg Håndbold. 

Den 25-årige fløj, der er en del af herrelandsholdes bruttotrup, har ellers tidligere sagt, at han drømmer om en karriere i den tyske bundesliga. Men nu vender Wiesmach i stedet hjem til barndomsbyen Aalborg.

-  Jeg glæder mig til at spille for Aalborg Håndbold og trække i den røde trøje. Det er noget helt specielt for mig at vende tilbage til den klub og den by, hvor min håndboldkarriere begyndte, lyder det fra hovedpersonen. 

Også direktøren hos Aalborg Håndbold er svært tilfreds med kontrakten, der gælder i to år: 

- Patrick er en af ligaens bedste højre fløje, og det gav ham helt fortjent en plads i 28-mands truppen til EM. Han har markeret sig som en af ligaens topscorere i de seneste tre-fire sæsoner. Det er desuden en speciel glæde at byde en af klubbens ”egne”, tidligere spillere velkommen tilbage, siger Jan Larsen.

Patrick Wiesmach var i 2010 en del af det Aalborg-mandskab, der vandt DM-guld. Før han vender tilbage til Nordjylland har han chancen for at vinde endnu en guldmedalje med Team Tvis Holstebro, der lige nu ligger på håndboldligaens førsteplads.