TTH hentede sejr i Rusland

Det blev mandag aften til en sejr på 32-30 til Team Tvis Holstebro, da de i EHF-cuppen mødte russiske Skt. Petersburg på udebane.

Det var en glad og tilfreds Klavs Bruun Jørgensen, TV MIDTVEST fangede på telefon kort efter TTH's sejr i Skt. Petersburg.

- Holdet kæmpede rigtig flot- På trods af at vi havde nogle ungarske dommere, som dømte ret specielt, så holdt vi hovedet koldt. Især angrebsmæssigt var vi stærke, lyder det fra træner, Klavs Bruun Jørgensen.

Netop angrebet blev anført af skytten Michael Damgaard og fløjen Patrick Wiesmach, der scorede hh. 12 og ni af TTH's 32 mål.

Med sejren indtager Team Tvis Holstebro en sikker førsteplads i EHF-cuppens Gruppe B. Derfor kigger Klavs Bruun Jørgensen allerede nu en smule fremad.

- Vores videre succes kommer an på, hvem vi kommer til at møde i kvartfinalen. Det kan meget vel blive Skjern, og så bliver det jo endnu et slag om Vestjylland. Men så tager vi det med, lyder det optimistisk fra den succesrige træner.

Team Tvis Holstebros herrehold skal dog allerførst helskindet gennem gruppespillet. Allerede lørdag d. 14. tager de på hjemmebane imod spanske Granollers, der lige nu indtager gruppens andenplads.