TTH-damerne på vej til Struer?

TTH-damerne på vej til Struer?

Struers erhvervsliv er måske klar med økonomisk støtte til det trængte dameligahold.

For en uge siden kom det frem, at Team Tvis Holstebro var tvunget til at skære markant på dameholdet. Der er ikke længere råd til at beholde klubbens seks A-landsholdsspillere.
Men nu kan der være hjælp på vej fra uventet kant. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer. 

Erhvervslivet i Struer har sendt en føler til Team Tvis Holstebro om, at de kunne være interesseret i at komme ind i et tættere samarbejde med TTH, der er den eneste klub med to tophold i dansk håndbold. Et større samarbejde kunne betyde, at flere af kampene skal spilles i Struer.

-    Vi har fået flere henvendelser. Jeg kan bekræfte, at en af dem er fra erhvervslivet i Struer. Det er klart, at vi gerne vil gå videre med sådan en henvendelse. Vi skal nu undersøge, om der er substans i det og mulighed for et samarbejde. Vi tager meget gerne et møde så hurtigt som muligt, siger Team Tvis Holstebros formand Jørgen Hansen.

Borgmestrene i de to byer hilser begge en håndboldfusion eller et samarbejde velkomment, hvis det kommer dertil:

-   Jeg kan bekræfte, at jeg har hørt om, at der er sonderinger, siger Struers borgmester Mads Jakobsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Hans kollega i Holstebro, H.C. Østerby (S), er ikke mere meddelsom:

-  Jeg har også hørt om sonderinger. Det lyder som en interessant konstruktion, men mere kan jeg ikke bidrage med.
Heller ikke han ønsker at kommentere på et møde, der angiveligt skulle have fundet sted i Struer den 23. december.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra håndboldklubben Struer FH.