Å truet af ørreder

Å truet af ørreder

En oversvømmelse af to dambrug ved Hover å har sendt 50 ton regnbueørreder ud i åen. Nu forsøger kommunen og lokale fiskere at fange ørrederne, inden de ødelægger fiskelivet i åen.

Lige nu forsøger Ringkøbing-Skjern Kommune at rydde op i Hover Å. Åen er truet efter 50 ton regnbueørreder for halvanden måned siden slap ud i vandet, da to dambrug blev oversvømmet. De mange ørreder er en trussel mod de fisk der naturligt hører hjemme i åen.

- Det betyder, at der er ekstraordinært mange fisk i åen, og de fisk, der er her i forvejen, bliver stressede. Og maden kan jo kun spises en gang, siger Kaj Børge Simonsen, formand for Ringkøbing og Omegns Sportsfiskerforening.

Lige nu er han og folk fra Danmarks Center for Vildlaks i gang med at fiske store mængder regnbueørreder op af åen. De elfisker med en elstav der lammer fiskene, som derefter hives op i hobetal.

 - Normalt er der fyldt med yngel her, så kommer der 10-20 yngel op her, når vi fisker her. I dag kommer der bare 10-20 regnbueørreder, siger Kim Iversen, Biolog fra Danmarks Center for Vildlaks.

Hører ikke hjemme i Danmark

Regnbueørreden kommer fra Nordamerika. Den yngler ikke i Danmark og er her kun i dambrug til opdræt. De mange undslupne ørreder truer hele fiskelivet i Hover å, fordi de spiser lakseyngel og ødelægger ynglepladserne.

Det er ikke første gang, der sker udslip fra dambrug ved Hover Å. I 2011 blev der også elfisket efter et mindre udslip. Selv om oversvømmelserne kun sker ved ekstreme vejrforhold, er der ifølge biologer brug for at forbedre sikkerheden.

- Vi bliver nødt til at sikre, at afgitringen og voldene omkring dambrugene er så høje, så når der kommer de her flomme, så kan det ikke påvirke dambrugene.

Dambrugernes organisation er lydhør for problematikken.

- Det kan jo godt tyde på, at de her hændelser optræder med en hyppigere frekvens, end vi er vant til. Og det er selvfølgelig noget, vi skal have kigget på. Det har vi allesammen en stor interesse i, siger direktør i Dansk Akvakultur, Brian Thomsen.

 

02:30 Luk video