Trafikulykke: 20-årig kvinde død

20-årige Anne Mette Sand fra Herning døde mandag aften på sygehuset i Herning efter trafikulykke i Gjellerup.

Anne Mette Sand var mandag morgen cyklende på vej til arbejde, da hun blev påkørt bagfra af en 56-årig bilist fra Tjørring. Ulykken skete på Krøjgårdvej i Gjellerup ved Herning.

Hun blev slynget op på forruden af bilen, og var efterfølgende ikke ved bevidsthed. Klokken 20 mandag aften blev hun erklæret død på sygehuset i Herning, det oplyser vicepolitikommissær ved Herning Politi Michael Schultz.

Den 56-årige bilist har forklaret til politiet, at han blev blændet af den lave morgensol, og derfor ikke så den cyklende Anne Mette Sand.

Politiet skal nu undersøge sagen nærmere.

Anne Mette Sand blev 20 år, og boede i Herning.