Fiskeauktion: Torskekvoterne kan få alvorlige konsekvenser

Det er ikke kun de danske fiskere, der er trætte af, at torskekvoterne bliver mere end halveret. Det samme er de på fiskeauktionen i Hvide Sande.

Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Hvad der sker i Østersøen, kan få konsekvenser for Vestkysten. Mandag blev det besluttet, at danske fiskere til næste år kun må fange halvt så mange torsk i Østersøen. Nu frygter de for fremtiden i Hvide Sande.

- Det værst tænkelige scenarie er, at vi ikke får fisk over til Hvide Sande mere, siger Bjarne Christensen, der er driftsleder på fiskeauktionen i Hvide Sande.  

Det er også umådeligt trist for de små skibe, der er derovre, som nu ikke kan fange så meget mere.

Bjarne Christensen, driftsleder, fiskeauktionen, Hvide Sande.  

Fiskeauktionen i Hvide Sande får to til tre gange i ugen fisk fra både Sjælland, Langeland og Fyn. Nu hvor torskekvoterne bliver skåret med 56 procent, er de bange for, at der bliver fanget for lidt torsk til, at turen til Vestjylland kan betale sig.

- Det er også umådeligt trist for de små skibe, der er derovre, som nu ikke kan fange så meget mere, siger Bjarne Christensen.

Der var i første omgang lagt op til at torskekvoterne skulle skæres med 88 procent. Resultatet af forhandlingerne i EU blev dog 56 procent.