Tilskuerfremgang i FCM

Som den eneste klub i Superligaen har FC Midtjylland haft flere tilskuere end sidste sæson.

FCM_logo_flag.jpg

Det er ikke nogen stor fremgang, der er tale om, men det er dog en fremgang. Sidste sæson løste i snit 7107 tilskuere billet til MCH Arena. I år er det tal 7212. FC Midtjylland er altså den eneste klub i Superligaen, der har haft tilskuerfremgang i denne sæson.

- Efter en række meget fine sæsoner rent tilskuermæssigt oplevede ligaen i sidste sæson et dyk. Derfor er det ekstra glædeligt, at det lykkedes os at øge interessen for kampene på MCH Arena. Målet for den kommende sæson er at øge tilskuertallet med yderligere 5 procent, siger koncerndirektør Søren Bach i en pressemeddelelse mandag.

Højere serviceniveau

FC Midtjylland har denne sæson forsøgt, at gøre det mere attraktivt, at gå til fodbold i Herning. Blandt andet afholder klubben fodboldfester for de unge fans inden kampene, og arrangerer togture for samarbejdsklubberne, der ligger længste væk.

- Et højt serviceniveau på vores storskærme med blandt andet højdepunkter og stillinger fra andre kampe er også med til at gøre produktet attraktivt. Folk er gæster til vores kamp. Men derfor vil de gerne vide, hvad der sker andre steder. Det styrker kun oplevelsen af den kamp, man selv ser, siger Søren Bach.

Med i alt 122.599 tilskuere er FCM den fjerdestørste klub i Danmark. Listen toppes af mestrene fra FCK med 294.517 tilskuere.