Efterlyser vidner: Teleskoplæsser torpederer to tilfældige biler i Holstebro

To bilejere fik sig en slem overraskelse mandag morgen. Deres biler var blevet smadret af en teleskoplæsser ved Nærkøb i Holstebro.

En af de to uheldige biler skal en tur på værkstedet, før den igen kan køre på vejene. Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Hvorfor?

Det spørgsmål sidder politiet i Holstebro grundlæggende tilbage med. 

Vi har en hypotese omkring hvad og hvem, der kan stå bag det her.

Knud Lauritsen, lokalpolitiet i Holstebro. 

For hvorfor skulle en teleskoplæsser først stjæles på byggepladsen ved det gamle slagteri, for derefter at køres til parkeringspladsen ved Nærkøb på Struervej for at smadre to biler?

- Vi har en hypotese omkring hvad og hvem, der kan stå bag det her. Men vi føler os ikke sikre, derfor hører vi meget gerne fra vidner til episoden, fortæller Knud Lauritsen fra lokalpolitiet i Holstebro til TV MIDTVEST. 

Læs også Kammerater i klammeri ved købmand: Nu er den ene sigtet for vold

Gerningsmanden har tydeligvis haft godt styr på, hvordan man skal håndtere det store køretøj, der typisk bruges på byggepladser. Først er en bil blevet genneboret for derefter at blive løftet op. Derefter er denne bil blevet brugt til at ødelægge en anden bil, der også var parkeret på p-pladsen. 

Teleskoplæsseren borede sig hele vejen ind i en personbil af mærket Opel, der var parkeret ved Nærkøb i Holstebro.  Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Politiet fik anmeldelsen klokken 01.01 natten til mandag. Eneste signalement af en mulig gerningsmand lyder på en person, der blev set køre væk fra stedet på en scooter. Han var 180-185 centimeter høj og havde lyst hår. 

Skulle du have informationer i sagen, så hører politiet gerne fra dig. Politiet kan kontaktes på telefon 114.