Tican lammet af IT-nedbrud

Slagteriet sendte alle mand hjem efter nedbrud i et IT-knudepunkt (arkivfoto).

Tican04.jpg

Produktionen på svineslagteriet Tican i Thisted ligger stille, efter at slagteriet mandag formiddag blev ramt IT-problemer.

- Der er tale om et nedbrud i et IT-knudepunkt, og det er så omfattende, at vi ikke kommer op igen i dag, siger direktør Ove Thejls til TV MIDTVEST.

Slagtningerne havde været i gang i tre timer, da nedbruddet ramte - og da der ikke var udsigt til, at fejlen kunne rettes med det samme, blev alle 400 ansatte i produktionen sendt hjem.

- Jeg regner bestemt med, at vi er oppe at køre igen i morgen. Med eller uden IT. Det skal vi være, siger Ove Thejls.

Direktøren har ikke noget bud på, hvad det koster at have produktionen til at ligge stille for en dag.

- Det er dyrt, men jeg kan ikke sætte beløb på. Det vil være for meget gætteri, siger han.