Thys fodboldstolthed overgiver sig: Opjusterer målsætningen

Thisted FC ligger på andenpladsen i 1. divison og går nu efter at slutte i top 6.

Thisted FCs topscorer Mikkel Agger (tv) kalder den nye målsætning ambitiøs. - Vi er stadig et oprykkerhold, siger han til Nordjyske. Foto: Arkiv

Klubben har i lang tid holdt fast i, at målsætningen var at overleve i 1. division. Men nu har Thys fodboldstolthed Thisted FC besluttet at skrue op for de sportslige ambitioner.

Målet er nu at slutte i top 6, skriver Nordjyske.  

- Det kan godt ske, at vi ender i top 3, men vi har ikke de økonomiske midler til at opruste. Vi kan ikke gå ud at hente profiler. Derfor melder vi også top 6 ud, siger klubbens direktør Karl Kristian Guldhammer til Nordjyske.

Læs også Sådan jubler man i Thy: Se Thisteds vilde sejrssang

Et kig på stillingen i 1. division afslører da også, at det giver ganske god mening at opjustere målsætningen. Thisted FC har trods status af oprykker været sæsonens helt store positive overraskelse og ligger her i vinterpausen på en flot andenplads med 22 point til nedrykningsstregen.

De flotte resultater er heller ikke gået ubemærket hen. Thisted FC har i løbet af efterårssæsonen fået masser af omtale i de landsdækkende medier, som blandt andet har været begejstrede for holdets alternative sejrssang på melodien Der sad to katte.

- Jeg tror, at vi er den mest omtalte klub i Danmark lige nu. Det er ren HC Andersen og den grimme ælling. Man kniber sig i armen... kan det virkelig passe. Men indtil videre er målet stadig at sikre overlevelse i 1. division, og så skal vi nok sætte en ny målsætning, sagde klubbens formand Niels Jeppesen i oktober til tvmidtvest.dk.

Thyboerne holder da også stadig begge ben på jorden. Topscorer Mikkel Agger kalder den nye målsætning for et ambitiøst mål.

-  Vi er stadigvæk et oprykkerhold, selv om det ikke ser sådan ud på tabellen, siger han til Nordjyske.

 

28:03

TV MIDTVESTs fodboldmagasin 4:4:2 var i september på besøg i Thisted FC.

Luk video