Tennisstjerne klar til kamp i Herning

Verdens største kvindelige sportsstjerne Serena Williams er i Herning. Onsdag møder hun Ana Ivanovic i en kamp i Jyske Bank BOXEN.

Onsdag er der lagt op til en sportsbegivenhed af de helt store, når to kvindelige tennisspillere fra den absolutte verdenselite møder hinanden i Herning.

Det er verdensranglistens nummer et, Serena Williams, der tørner sammen med nummer fem, Ana Ivanovic, i Jyske Bank BOXEN i forbindelse med Energi Danmark Champions Battle.

Amerikanske Serena Williams har 18 grand slam-titler og en olympisk guldmedalje på CV'et.

- Jeg glæder mig virkelig til, for første gang, at spille i Danmark. Jeg nyder at spille foran et stort publikum, så jeg vil gøre mit yderste for at skabe en seværdig kamp, siger Serena Williams i en pressemeddelelse.

Allerede tirsdag gør hun sin entré i Jyske Bank BOXEN, der til lejligheden er omdannet til en kæmpe tennisarena med plads til 11.000 tilskuere.

Her vil hun klokken 17.00 være hovedpersonen på et pressemøde før morgendagens kamp. Vi opdaterer med billeder og video fra mødet.

02:34 Luk video