Teenagere stukket med kniv i Vestervig

To teenagere på 14 og 17 år blev lørdag aften stukket med kniv på asylcentret i Vestervig. De formodede gerningsmænd er varetægtsfængslet i to uger.

ThistedPolitiDoer.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt to drenge på henholdsvis 15 og 16 år, efter de lørdag aften stak to andre drenge med kniv på Asylcentret i Vestervig.

De unge mænd kom allerede tidligere på aftenen op at toppes i forbindelse med en fodboldkamp. Her blev politiet tilkaldt for at skabe ro.

Men ved 23.30-tiden måtte politiet igen haste til Vestervig, da der igen opstod uenighed mellem to grupper på asylcenteret.

Det viste sig, en 14-årig dreng fra Marokko og en dreng på 17 år fra Tunesien var blevet stukket med kniv. Det var øjensynligt to somaliske drenge på henholdsvis 15 og 16 år, der stod bag knivstikkeriet.

De to ofre blev kørt til sygehuset i Thisted for at blive lappet sammen. De havde flere ridser og rifter efter knivstikkene, men der var dog kun tale om overfladiske skrammer på kroppen, fortæller politiets vagtleder.

De to somaliere blev anholdt. De er nu varetægtsfængslede i to uger, sigtet for grov vold.