Tæppeland trækkes ud af konkurs

Tæppeland bliver reddet af et norsk selskab, og selskabet bliver relanceret som InHome Tæppeland.

Tæppeland bliver reddet fra konkurs. For 3 uger siden gik Biva og Tæppelandet konkurs, men tæppet bliver ikke revet væk under Tæppeland alligevel.

Det er lykkes for Tæppelands grundlægger Jørn Ejvind Jensen at finde en samarbejdspartner i det norske selskab InHouse Group. Dermed relanceres virksomheden under navnet InHome Tæppeland.

Ejerskabet af det nye Tæppeland fordeles med 65% til InHouse Group og 35% til Jensen Group og Partner.

- Det var naturligt at indgå et samarbejde med grundlæggeren af Tæppeland, Jørn E. Jensen, der med Danmarks bedste varemærke inden for tæpper og gulvbelægning har præget og domineret markedet i mere end 50 år, siger Erik Brennmoen, der er bestyrelsesformand i InHouse Group, der har en årlig omsætning på 300 millioner kroner.

Biva ikke reddet

Tæppelandet og Biva fusionerede tilbage i november 2011, efter at Biva opkøbte Tæppeland. Blot halvandet år efter gik de sammen konkurs, men Biva er ikke med i det nye skandinaviske samarbejde.

60 års tæpper reddet

Tæppeland blev grundlagt i 1951 af Jørn Ejvind Jensen i København. Kæden har 34 butikker rundt omkring i landet, og to af dem ligger i Viborg og Herning.