Sympatien strømmer ind til Ulla Astrup på Facebook

Hundredevis af mennesker har kommenteret nyheden om, at Ulla Astrup har fået tilkendt førtidspension.

Foto: Facebook

"Dagens bedste nyhed," "stort og hjerteligt tillykke" og "det var på tide".

På Facebook strømmer det ind med reaktioner, efter at 61-årige Ulla Astrup torsdag fik tilkendt førtidspension.

Læs også Ulla Astrup får tilkendt pension

Ulla Astrup lider både af Parkinsons sygdom og af skoliose, som har gjort hendes ryg skæv, og hun har i halvandet år kæmpet med Struer Kommune for at få en pension. Og nu er det altså lykkedes.

- Det var glædens dag. Jeg må ærligt indrømme, da jeg fik meddelelsen, da kom tårerne frem. Og jeg må indrømme, at jeg troede ikke på det, før jeg havde papirerne i hånden, siger Ulla Astrup selv.

Ulla Astrup med det brev, hvor kommunen tildeler hende førtidspension fra 1. maj. Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Glæde og vrede blandet sammen

Alene på TV MIDTVESTs facebookopslag har næsten 3.000 personer tilkendegivet, at de synes godt om nyheden. Opslaget er indtil videre blevet delt over 300 gange og har fået mere end 350 kommentarer.

I kommentarfeltet er der både stor glæde over, at Ulla Astrup endelig har fået tilkendt førtidspension, men også vrede rettet mod Struer Kommune.

Massiv kritik af kommunen

Kritikken har haglet ned over Struer Kommune, fordi de ikke ville tilkende den 61-årige kvinde førtidspension, og selv om sagen nu er faldet ud til Ulla Astrups fordel, så er kritikken på Facebook stadig massiv.

Mediedækning har haft betydning

Ulla Astrups sag har fyldt godt i både landsdækkende og lokale medier, og blandt kommentarerne bliver der peget på, at det kan have været med til at afgøre sagen. 

Gode ønsker for fremtiden

Og så bliver Ulla Astrup ønsket alt det bedste fremover af sine mange støtter på Facebook.

Læs også Ulla får sin pension: - Da kom tårerne frem