Svindlerne har stor succes: Sådan undgår du at blive snydt

Antallet af bedragerisager på nettet er vokset kraftigt.

Du kan undgå at blive snydt på nettet, hvis du følger disse tips. Foto: Colourbox

For ti år siden blev der anmeldt 339 bedragerisager, hvor folk var blevet snydt igennem onlinehandel her i landsdelen - det tal var sidste år steget til cirka 2.400.

En del af forklaringen skyldes, at folk i stigende grad bliver udsat for svindel af fup-sælgere og falske virksomheder på nettet, fortæller Jørgen Lauritsen, der er sektionsleder hos Central Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der bliver jo solgt både det ene og det andet på de diverse fora på nettet. Det helt typiske er samhandel på sider som Den Blå Avis og Gul og Gratis, hvor folk bliver snydt, forklarer han.

Man køber bare i blinde, fordi man er så forhippet på at gøre en god handel

Jørgen Lauritsen, Sektionsleder hos Central Efterforskning, Midt- og Vestjyllands Politi

Han mener, at vi bør tjekke bedre op på de personer, som vi vælger at handle med.

- Det er fordi folk har for meget tillid. Man tjekker ikke op og gør sig tanker om, om det her kan være fusk eller ej. Man køber bare i blinde, fordi man er så forhippet på at gøre en god handel, forklarer han.

Han anbefaler, at man sørger for at ringe til sælgeren, så man ved, at der sidder et andet menneske i den anden ende. Desuden bør man lige undersøge, om man kan finde vedkommende på nettet, for eksempel ved hjælp af Google.

Du kan miste dine penge

Der kan være mange penge at miste, hvis man bliver snydt.

- Så længe vi snakker indenlandske forbrydelser, så er det nemt for os at opklare dem. Det kører typisk på en bankoverførsel – og den kan man ikke løbe fra. Vi kan dog kun sjældent hjælpe folk med at få pengene tilbage, fortæller Jørgen Lauritsen.

Du skal dog ikke føle dig sikker, bare fordi du handler med en webshop i stedet for en privatperson. Der kan man også nemt få problemer, hvis man støder på en uægte webshop. Forbrugerrådet Tænk har opsat en række simple råd, som man bør følge. 

RÅD TIL HANDEL PÅ NETTET

  • Hvilke kontaktoplysninger oplister webshoppen? Der skal både stå virksomhedens navn, en e-mail-adresse, et telefonnummer og virksomhedens fysiske postadresse.
  • Er der CVR-nummer? Danske virksomheder, der er registreret i det Centrale Virksomhedsregister, har et 8-cifret CVR-nummer. Det er virksomhedens identifikationsnummer. Alle EU-baserede virksomheder skal have det stående.
  • Er siden e-mærket? E-mærket er den danske mærkningsordning, der betyder, at virksomheden bag siden har forpligtet sig til at overholde gældende lovgivning og følger e-mærkets retningslinjer for blandt andet betalingsformer. E-mærket kontrollerer løbende de e-mærkede butikker.
  • Ser teksten fornuftig ud? Hvis teksten ligner noget, der er oversat med Google Translate og er fyldt med stavefejl, kan det være tegn på, at siden ikke er sikker.
  • Er priserne realistiske? Hvis varerne har "skæve priser" som 492,43 kroner, kan det være tegn på, at siden er oversat af en maskine. Hvis varerne er betragteligt billigere end andre steder, kan det være et tegn på, at varerne er kopivarer.
  • Tjek virksomheden på Google og forbrugeranmeldelsessider. Hvordan er anmeldelserne af siden? Og hvad har andre forbrugere gjort sig af erfaring med siden?
Kilde: Forbrugerrådet Tænk