Superliga-topscorer lærer fra sig

Superligaens topscorer Thomas Dalgaard skal inspirere unge på Mors, skiver Morsø Folkeblad.

Thomas_Dalgaard150713.jpg

Til daglig scorer Thomas Dalgaard mål på samlebånd for Viborg FF's superligahold. Fra første august skal den læreruddannede Dalgaard være instruktør på det nystartede Fodbold College Mors.

- Det er spændende, at vi får sådan en mulighed på Mors. Den har jo været kendt som en håndboldø i mange år, og så er det fint, at fodbolden også får en mulighed for at komme ind i varmen, siger Thomas Dalgaard til Morsø Folkeblad.

Kommer selv fra Mors

Thomas Dalgaard har selv trådt sine barnefodboldstøvler på Mors. Efter planen skal han være træner i det omfang, hans egen karriere tillader det.

For superligaens topscorer er det vigtigt at spillerne på det kommende fodbold college får mulighed for at træne detaljer og få en fornemmelse af, hvad der er vigtigt, hvis man drømmer om at spille fodbold på højt niveau.

- Jeg var selv på college i Silkeborg, og jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag, hvis jeg for eksempel ikke havde arbejdet igen og igen med at sparke til en bold. Det er de mange gentagelser, der er afgørende, og det kan de unge lære på sådan et college, siger Thomas Dalgaard til Morsø Folkeblad.