Strikker sine jobansøgninger

Rikke Mortensen fra Herning er træt af tilværelsen som arbejdsløs. Derfor har hun nu taget alternative midler i brug.

Herning midtby har hele mandagen været prydet af Halstørklæder i alverdens farver. De hænger rundt omkring på træerne i gågaden, og sammen med dem hænger en lille jobansøgning.

Rikke Mortensen, der har været ledig siden januar, står bag det pudsige syn.

- Jeg har før været der, hvor jeg skulle lave jobansøgninger. Det er faktisk lidt kedeligt i længden, og det sjældent, at der kommer en tilbagemelding. Så tænkte jeg - hvordan kan jeg lave en jobansøgning på en sjov og lidt mere interessant måde?, forklarer Rikke Mortensen.

Natten til mandag har hun hængt 65 jobansøgnings-halstørklæder op i Herning, og det er der flere, der har bemærket.

- Det er da en udmærket måde at gøre opmærksom på sig selv. Jeg har bemærket, hvem personen er, hendes alder og telefonnummer, så det er da et godt initiativ, lyder det fra Bent Balle, der er indehaver af Jack-Pot i Herning.

Rikke Mortensen håber, at de farvestrålende halstørklæder vil kaste et job inden for salg og marketing af sig.

Du kan møde Rikke - og se flere reaktioner fra gågaden - i indslaget her.

01:52 Luk video