Stort tøjkup i Herning

Sort Mercedes standset i Brabrand efter indbrud hos Mr. Dohm - to mænd stak af, mens en tredje blev anholdt.

Der forsvandt tøj for mellem 125.000 og 150.000 kroner, da tøjforretningen Mr. Dohm i Søndergade i Herning natten til tirsdag havde ubudne gæster på besøg.

Gerningsmændende slog til klokken 03.20 - de brækkede en dør op og forsynede sig herefter med en større mængde tøj, som blev båret ud i en sort Mercedes. Det drejede sig blandt andet om jakkesæt, skjorter, bukser og t-shirts.

Vidner så den sorte Mercedes køre fra stedet i høj fart, men i første omgang lykkedes det ikke for politiet at komme tæt på tyvene. Senere var der dog gevinst ved Århus, da Østjyllands Politi standsede en sort Mercedes i Brabrand.

To af gerningsmændende nåede at stikke af, mens en tredje blev anholdt. I bilen fandt betjentene noget af tøjet fra butikken i Herning - dog kun for cirka 7000 kroner.