Stort flertal for bankfusion

Morsingboerne sagde ja tak til Fjordbank Mors.

021110_2Fjordbank001.jpg

Midt- og Vestjylland har fået en ny bank.

Generalforsamlingerne i Morsø Bank og Morsø Sparekasse godkendte mandag med overvældende flertal, at de to pengeinstitutter slår sig sammen under navnet Fjordbank Mors. 100 procent af  stemmerne i sparekassen var for fusionen - i banken sagde 99,7 procent ja.

- Det betyder rigtig meget for os, at der var så stor opbakning. Der var mange aktionærer til stede på de to generalforsamlinger, og en meget stor af kapitalen var repræsenteret. Det betyder, at vi står på et bredt fundament, siger direktør i den nye bank, Torben Sørensen.

 Den nye bank har 225 medarbejdere, syv filialer og en basiskapital på 1,2 milliarder kroner.

Fusionen er trådt i kraft per dags dato. Det betyder, at de gamle pengeinstitutters skilte bliver skiftet ud, og at medarbejderne skal til at vænne sig til at sige Fjordbank Mors, når de tager telefonen.