Stor demonstration mod randzoner

Stor demonstration mod randzoner

Flere landmænd demonstrerer mod randzoneloven. Onsdag begynder landets første randzonesag ved retten i Holstebro.

Omkring 25 landmænd kom onsdag morgen kørende i traktorer gennem Holstebro for at støtte en landmand fra Thy, der skal i retten i landets første randzonesag.

Det er Bæredygtigt Landbrug, der står bag demonstrationen, for at skabe opmærksomhed omkring retssagen. Foreningen er utilfreds med randzoneloven, som af landbruget anses for at være i strid med Grundloven.

- Det her er en vigtig sag, som vi skal have afgjort ved dommeren i dag. Derfor er der rigtigt mange, der gerne vil vise, at det her princip betyder noget for dem. Det er vigtigt for dansk landbrug, siger Bjarne Nigaard, der er direktør i Bæredygtigt Landbrug. 

Første randzonesag

Retssagen onsdag er den første randzonesag, der skal for retten. Det er landmand Poul Blank Bojer, der er tiltalt for ikke at efterleve loven om dyrkningsfrie randzoner. Landmanden har nægtet at følge loven, fordi han også mener den er i strid med Grundloven.