SSP-konsulent efter tragisk ulykke: Vi gør alt, hvad vi kan

SSP-konsulent John Jensen fortæller, at SSP gør alt, hvad de kan. De forsøger løbende at tage snakke med de unge. Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

SSP-konsulent efter tragisk ulykke: Vi gør alt, hvad vi kan

SSP kigger nu på, om der kan laves ekstra tiltag, efter at den 20-årige gymnasieelev Anders Klinkby Rosbøll søndag blev fundet død efter en bytur.

Søndag blev den 20-årige gymnasieelev Anders Klinkby Rosbøll fundet død i Vonå i udkanten af Ringkøbing, efter at han aldrig vendte hjem efter en gallafest på Ringkøbing Gymnasium.

Det får nu det lokale SSP-team til at overveje, om de i fremtiden kan gøre mere, for at en lignende ulykke ikke sker igen. 

- Det er en tragisk hændelse - en ulykke. Man bliver utrolig trist, og det første, der slår én, er, om vi kunne have gjort noget - det tænker man selvfølgelig som professionel, siger John Jensen, der er SSP-konsulent.

Hos det lokale SSP-team giver den unge gymnasieelevs død stof til eftertanke dagen derpå. 

Man bliver utrolig trist, og det første, der slår én, er, om vi kunne have gjort noget.

John Jensen, SSP-konsulent

- Det er vores indtryk, at de unge mennesker er rigtig gode til at passe på hinanden og er gode til at gå i byen, og at de kender det miljø. Også når man snakker 18-20 årige. Men det viser også bare, at det er en snak, man hele tiden skal være klar til at tage op, siger han.

Tredje dødsfald efter bytur

Anders Klinkby Rosbøll blev søndag fundet ved Vonå i udkanten af Ringkøbing efter en stor eftersøgning, hvor flere end 500 mennesker havde hjulpet. 

Men det er desværre ikke første gang, at en person bliver fundet druknet efter at have været en tur i byen.

Efter en julefrokost i 2008 blev en 36-årig mand fundet druknet i den sydlige del af Nissum Fjord, og i 2011 blev en 21-årig mand fundet druknet ved Ringkøbing Fjord efter en julefrokost.

Selvom der har været flere tragiske hændelser over en årrække, så har John Jensen ikke umiddelbart et konkret bud på, om SSP og ungdomsskolen kan gøre noget anderledes i fremtiden.

- Vi har jo altid stået for det trygge natteliv, men det betyder så ikke at SSP render rundt ved beværtningerne og dækker alle farezonerne af - det kan vi ikke. Det, vi gerne vil, er at plante nogle tanker hos de unge, så de hele tiden husker, at SSP var der engang, siger han. 

Han understreger, at der er ekstra fokus på de yngre årgange, som begynder at interessere sig for at gå i byen.

- Her har vi fokus på, at de har aftaler med kammerater, og at de holder øje med hinanden, siger han. 

Gymnasiet holdt mandag morgen et minuts stilhed til ære for Anders Klinkby Rosbøll.