Sponsor garanterer pokalkamp mellem Lystrup og Skive

Sydbank meddeler, at pokalkampen mellem Lystrup og Skive gennemføres som planlagt torsdag.

Der bliver spillet pokalfodbold i Lystrup torsdag.

Det meddeler Sydbank, som er sponsor for pokalturneringen, i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at der i nogle dage har været tvivl om, hvorvidt Lystrup fra Jyllandsserien kunne stille med et hold til kampen mod Skive fra 1. division.

Lystrup havde i første omgang meldt fra til opgøret i første runde af Sydbank Pokalen i denne sæson.

Klubben fra Aarhus-området forklarede siden, at baggrunden var både Smukfest i Skanderborg samt mandefald i truppen efter nedrykning fra Danmarksserien.

Siden meddelte Divisionsforeningen, at man havde været i kontakt med Lystrup og meddelt klubben, at den var forpligtet til at stille op, og at et afbud kunne få store konsekvenser.

I pressemeddelelsen skriver Sydbank, at Lystrup har samlet et hold, og at klubben blandt andet har kigget mod sit Oldboyshold for at finde spillere.

Sydbank har besluttet at belønne spillere, der stiller op, fra Lystrup med en billet til finalen næste år, og der vil være gratis grillpølser til de første 200 tilskuere.

Var det endt med et afbud til kampen, så skulle sagen behandles i Fodboldens Disciplinærinstans.

/ritzau/