Sparbank forhandler om Fjordbank

Skive-bank på vej med store nyheder om fremtiden for den krakkede Fjordbank Mors.

300611_1Sparbank.jpg

Der er interessant nyt på vej til kunderne i Fjordbank Mors.

Sparbank med hovedsæde i Skive er tilsyneladende interesseret i at overtage dele af den krakkede bank. Banken bekræfter over for TV/MIDT-VEST, at den fredag vil komme med en meddelelse, der drejer sig om fremtiden for Fjordbank Mors.

Skive-banken vil ikke gå i detaljer, men administrerende direktør Karl Tholstrup siger, at der er tale om noget stort - og der skulle ikke kun være tale om, at Sparbank åbner en filial på Mors, ligesom Salling Bank har gjort for at skaffe sig nye kunder.

Torsdag eftermiddag var der bestyrelsesmøde i Sparbank, og TV/MIDT-VEST erfarer, at planerne om fremtiden for Fjordbank Mors var på dagsordenen.

- Interesseret i en god forretning

En lille gruppe aktionærer i Fjordbank Mors med revisor Simon Simonsen i spidsen kæmper stadig for at redde de sunde dele af banken. Simon Simonsen bekræfter også, at Sparbank har vist interesse.

- Det er jo en bank som alle andre, som gerne vil lave en god forretning. Og hvis de kan lave en forretning sammen med os, så er det fint. Og hvis de vil lave den selv, så er det også fint, siger Simon Simonsen.