Sommervarmen vender tilbage: Landmænd må kigge langt efter regn

Landmændene skal ikke regne med nedbør til deres afgrøder i denne uge. Til gengæld bliver der rig mulighed for at solbade, hvis man har glædet sig det gode vejr.

I løbet af ugen kan temperaturen nå helt op i nærheden af 30 grader. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Der er godt nyt til solhungrende danskere og festivaldeltagere, mens landmændene nok vil sukke dybt, når de kigger i prognosen for den kommende uges vejr.

Læs også Politi efter endnu en brand: Pas nu på

Det vurderer Thor Hartz, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Det bliver en uge i sommerens tegn, og danskerne kan se frem til masser af sol og varme, lyder opsummeringen.

Hurtig opklaring mandag

Eneste plet på en ellers nærmest skyfri uge er mandag morgen, hvor et bælte med skyer vil ligge over landet.

- Men så kommer opklaringen hurtigt, og de fleste steder vil få masser af sol mandag, mens temperaturen vil ligge mellem 20 og 25 grader, siger Thor Hartz.

En hård vestenvind betyder, at der bliver noget køligere ved Vestkysten mandag. Her vil temperaturen ligge omkring 15 grader.

Vinden vil dog aftage i løbet af natten til tirsdag, hvor et højtryk over de britiske øer vil bevæge sig mod øst.

Op til 28 grader på torsdag

Højtrykket vil brede sig til Mellem- og Sydskandinavien, og så bliver der skruet yderligere op for varmen.

- Hvis man skal være udenfor og måske skal på festival, så bliver der brug for solcremen og måske en plads i skyggen, siger Thor Hartz, der lover temperaturer mellem 23 og 28 grader torsdag.

- Det ser ikke ud, som om der kommer noget nedbør overhovedet, og det er selvfølgelig dårligt nyt for landmændene, der mangler vand til deres afgrøder, lyder det fra meteorologen.

/ritzau/