Små rådhuse lukker

Kommunerne er nu begyndt at lukke de gamle rådhuse og samle kommunen under et tag. Foreningen Landsbyerne i Danmark er bekymrede.

durup_raadhus.jpg

Efter kommunalreformen har mange kommuner flere rådhuse, og det får nu hver anden kommune til at lukke de små og gamle rådhuse i landsbyerne. Blandt andre Skive Kommune lukker rådhusene i Breum, Ramsing og Durup.

Men foreningen Landbyerne i Danmark er bange for, at lukningerne vil betyde, at nærdemokratiet lider endnu et knæk.

- Nærdemokratiet er væk allerede, og nu fjerner man også kommunernes administrative enheder. Det er dybt uheldigt, for dels fjerner det borgernes mulighed for rent fysisk at komme i kontakt med kommunen via borgerservice, dels mister kommunen sin identitet og bliver en fjern, offentlig myndighed, siger formand for Landbyerne i Danmark, Carsten Abild til Morgenavisen Jyllands-Posten.

En af de kommuner der ikke har planer om at lukke rådhuse er Ikast-Brande. Her har kommunens beregninger vist, at der ikke er noget at spare ved at lægge de tre rådhuse sammen.