Slange løs i Struer

Slange løs i Struer

En slange på 130 cm slikkede sol foran Apollon-biografen i Struer i går. Nu er den i Randers Regnskov.

Omkring kl 13 torsdag dukkede en slange frem fra sit skjul bag nogle blomsterkummer ved Apollon i Struer.

En 43-årig kvinde fra Videbæk opdagede slangen, kontaktede politiet og holdt øje med krybet. Politiet rådførte sig med Randers Regnskov, som ikke umiddelbart vurderede, at slangen var giftig.

Det havde de ret i. Den 130 centimeter lange gule slange med en lige sort stribe over ryggen var en amerikansk rottesnog. Den kan frit anskaffes i Danmark og er ikke giftig.

Men uden for Struers biograf hører den ikke til, mente politiet.  Derfor blev den samlet op af en af Falcks dyretransporter og kørt til Randers Regnskov..

Politiet ved ikke, hvem der ejer slangen, og vil ikke søge efter ejeren. Hvis nogen manger en gul slange, må de kontakte politiet inden weekenden.