Videreuddannelse: Skyl den ned med en kakaomælk og en hotdog

En række fagforbund og Dansk Industri vil have uddannet de ufaglærte i industrien.

Vestasmedarbejdere fik en snak om videreuddannelse over en hotdogs og kakaomælk Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Læs også Ordrerne regner ned over Vestas kort tid efter fyringer

Det er ikke hver dag at Vestas inviterer en pølsevogn indenfor på fabrikken i Ringkøbing. Torsdag var dog en undtagelse. Her gav Dansk Industri og en række fagforbund i fællesskab en ristet med det hele og en snak om mulighederne for efteruddannelse. 

- Vi vil gerne stille den enkelte medarbejder bedre, siger tillidsmand på Vestas i Ringkøbing Thomas Merker. Der har været efterspørgsel på en mere viden om efter- og videreuddannelse blandt særligt de ufaglærte på fabrikken.

Der blev tid til at få en snak med forskellige repræsentanter for uddannelser om, hvordan man kan finde relevant uddannelse, når man allerede er ansat som ufaglært i industrien.  Foto: Sofie Kyed TV MIDTVEST

- Både tillidsmandsgruppen og ledelsen bakker op om projektet, siger Thomas Merker. 

Så torsdag kunne de ansatte få sig en pølse og en snak med en række forskellige uddannelsesinstitutioner på fabrikken i Ringkøbing. 

 - Vi vil gerne sætte uddannelse højt. Faglærte kolleger er guld værd. Ikke kun for Vestas, men også for Danmark. Her i Vestas-regi, kan man sige, at vores dygtige kolleger kommer jo blandt andet ud i verden, og lærer andre op i de teknologier, vi bruger, og de ting vi kan her på Vestas, siger Thomas Merker. 

Projektet hedder Hands On - du har en fremtid i industrien, og det er Dansk Industri, 3F, Dansk Metal og Teknisk Landsforbund, der står bag kampagnen. 

En del medarbejdere fra fabrikken i Ringkøbing fandt vej til pølsevognen.  Foto: Sofie Kyed TV MIDTVEST