Skydeøvelse har formentlig antændt brand ved Borris

Skydeøvelse har formentlig antændt brand i Borris Skydeterræn.

Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Branden i Borris Skydeterræn, der tirsdag eftermiddag hærgede, er formentlig opstået i forbindelse med en skydeøvelse.

- Den formodning, tror jeg, holder stik, siger Carsten Henriksen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Lidt før kl. 14 kom meldingen, og politiet måtte sammen med omkring 70 brandfolk afsted til øvelsesterrænet for at slukke ilden, der havde fat i et større lyngareal.

I løbet af aftenen og natten skulle slukningsarbejdet fortsat være i gang, men naturen har formentlig hjulpet med det skybrud, der har ramt flere steder i landsdelen tirsdag aften.

Opdatering klokken 07:01 den 7. juni: Ilden er nu helt slukket.