Skolefilm fra Viborg set mere end 23 millioner gange

​Det startede som et skoleprojekt, men endte med at blive en kæmpe succes.

Hele holdet bag filmen. Da der manglede en på holdet i dagens anledning, så tegnede de ham selvfølgelig bare.
Hele holdet bag filmen. Da der manglede en på holdet i dagens anledning, så tegnede de ham selvfølgelig bare.
Foto: Christian Lade Broch-Lips

En mand sidder på stranden og åbner for en is. Han kigger sig om, for at finde ud af, hvor han skal gøre af indpakningen, men da han får øje på skraldespanden flere meter væk, så tager han beslutningen om at smide indpakningen på stranden.

Det skulle han aldrig have gjort.

Plastikindpakningen blæser ud i havet, og pludselig stormer selveste Poseidon frem og hæver sig truende over den skræmte badegæst. Poseidon kaster skraldet tilbage i ansigtet på manden og advarer ham. Jeg holder øje med dig, fortæller hans kropsprog.

Det lyder som noget, der kun kan være indholdet i en film, og det er heldigvis også ganske sandt. For det er handlingen i en film, som en række 2. årsstuderende fra The Animation Workshop/VIA University College i Viborg, skulle lave i forbindelse med et skoleprojekt. Filmen skulle laves for den danske nonprofitorganisation Plastic Change.

Men det er først her, at historien rigtigt begynder. For efter at Plastic Change lagde videoen på Facebook, så gik det stærkt. Faktisk gik det så stærkt, at filmen i skrivende stund er set hele 23 millioner gange, delt 720.000 gange og fået mere end 100.000 til at trykke ’synes godt om’.

Instruktør: Vi er målløse

Hverken Plastic Change eller de studerende selv havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at filmen ville nå så langt ud.

- Alle i gruppen er fuldstændigt målløse. Det her havde vi slet ikke forventet. Og vi er glade for, at det er en video, der handler om at være opmærksom på plastikforurening i verdenshavene, fortæller instruktøren på filmen, Noa Juel Johansen.

Det har også skabt en masse medieopmærksomhed for de studerende, der aldrig før har prøvet noget lignende. Noa Juel Johansen er blevet kimet ned af journalister både fra aviser og TV.

- Det er en helt anden verden der nu har åbnet sig. Det er faktisk meget underligt, siger han.

Han håber, at filmen kan få en positiv indflydelse på hans fremtidige karriere, nu hvor den er blevet en succes.

Holdet bag filmen: Noa Juel Johansen, Kim Strandli fra Norge, Natasha Caja, Maria Blowers, Matilde Vinther, Emilie Bach, Régis Marion fra Frankrig og den fraværende Thorbjørn Haders.
Holdet bag filmen: Noa Juel Johansen, Kim Strandli fra Norge, Natasha Caja, Maria Blowers, Matilde Vinther, Emilie Bach, Régis Marion fra Frankrig og den fraværende Thorbjørn Haders.
Foto: Christian Lade Broch-Lips

Vi tænkte på vestkysten

De er også glade for, at filmen er kommet så bredt ud på grund af dens budskab. Den er inspireret af kysten ved Thyborøn, og hovedpersonen er en byboer, som ikke er opmærksom på naturen.

- Jeg tror, temaet er noget der rammer folk. Jeg tror også, at fortællestilen og humoren er noget som rigtigt mange kender og kan genkende og relatere til, fortæller Emilie Bach, der er art director på filmen.

De studerende er ikke de eneste, der er stolte. Det samme gælder centerchef Morten Thorning.

- Jeg er fantastisk stolt. Det er jo helt utroligt. Det er overvældende. Og overvældende hvor hurtigt det går.  Det her er den største succes, vi har haft, siger han.

2:20