Skjern siger farvel til træner med DM-bronze

Skjern hentede DM-bronzemedaljer, da Bjerringbro-Silkeborg blev slået igen i træner Ole Nørgaards sidste kamp.

Arkiv. den anden semifinale i herrehåndbold mellem Skjern Håndbold og GOG, i Skjern Bank Arena søndag den 26. maj 2019 Foto: John Randeris / Ritzau - Scanpix

Skjern Håndbold kan gå på sommerferie med en vis glæde trods alt, efter at klubben onsdag aften sikrede DM-bronzemedaljer.

Det skete, da Skjern på hjemmebane besejrede Bjerringbro-Silkeborg (BSV) 32-28 og dermed vandt begge kampe i slaget om tredjepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Skjern vandt det første opgør ude med 35-32, og dermed lød den samlede sejr på syv mål, mens BSV må se i øjnene, at sæsonen endte uden medaljer.

Sommerferien signalerer også nye tider i Skjern, som med afslutningen på sæsonen også siger farvel og tak efter tro tjeneste til træner Ole Nørgaard.

Efter syv år i spidsen for håndboldholdet takker Ole Nørgaard af som træner. Han bliver i næste sæson afløst af islandske Patrekur Jóhannesson.

Sejren over BSV blev også sidste kamp for den 22-årige keeper Emil Nielsen, der i næste sæson tørner ud for det franske hold Nantes.

Eivind Tangen førte an for Skjern i første halvleg med sine seks mål, og Skjern kom bedst i gang og var foran 4-0 efter fem minutter.

Jacob Lassen reducerede til 5-6 for BSV, inden Skjern i halvlegens sidste halvdel holdt et kontinuerligt forspring og gik til pause foran 17-12.

Anden halvleg fortsatte efter samme opskrift, og Skjern var foran 23-19 med et kvarter igen.

Bjarte Myrhol leverede også varen, og både Myrhol og Tangen scorede syv gange hver i kampen.

Resten af halvlegen var uden ændringer, og Skjern tog bronzen med en sejr på fire mål.

GOG og Aalborg Håndbold dyster om guldmedaljerne, og her vandt GOG det første opgør ude med 33-30.

Dermed vil en sejr eller uafgjort til GOG torsdag betyde, at klubben vinder DM-guld for første gang i 12 år.