Spås gode chancer: Skjern møder Nantes i CL-kvartfinalen

Nantes sendte Meshkov Brest ud, og dermed blev det franske hold klar til at møde Skjern om en plads i Final 4.

Cheftræneren for Mors-Thy Håndbold, Søren Hansen, tror Skjern har gode chancer videre i Champions League. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Skjern Håndbold kan se frem til to brag mod franske Nantes, når vestjyderne skal forsøge at spille sig i Final 4 i Champions League.

I kvartfinalen venter det franske mandskab, som søndag spillede 28-28 hjemme mod hviderussiske Meshkov Brest.

Nantes havde dog vundet det første opgør i ottendedelsfinalen med hele 32-24, og derfor lignede det en umulig opgave for Brest at booke billet videre i turneringen.

Det kræver jo en lige så stor præstation.

Søren Hansen, cheftræner, Mors-Thy Håndbold

Skjern blev lørdag klar til kvartfinalen, da de på udebane begrænsede et nederlag til fem mål mod det ungarske storhold Veszprem.

29-34 lød cifrene, som Skjern slap fra Veszprem Arena med, og dermed viste 32-25-sejren i det første opgør sig at være nok for Skjern til at sikre videre færd i turneringen.

Nantes ligger i øjeblikket på tredjepladsen i den bedste franske række med 28 point efter 19 runder. Paris Saint-Germain ligger foran med tre point mere, og rækken toppes af Montpellier.

I gruppespillet sluttede Nantes på tredjepladsen i gruppe A efter Vardar og FC Barcelona.

Læs også Video: Skjerns jubelbrøl

Et godt kollektiv

Det er første gang i klubbens historie, at Skjern er blandt de otte bedste hold i Champions League.

Det her det er det største, som dansk klubhåndbold i herrehåndbold har leveret, det vurderer Søren Hansen, Cheftræner, Mors-Thy Håndbold overfor TV MIDTVEST.

Han mener, Skjern har store chancer på deres videre færd i Champions League.

- Det skjernmandskab, vi har set levere på de to kampe her, de har en chance. Det et rigtigt godt kollektiv med to dygtige trænere. Rollerne er klart fordelt, og alle går ind og tager ansvar, så ja selvfølgelig har de mulighed for det, siger han og påpeger en vigtig detajle.

- Det kræver jo en lige så stor præstation, siger han med henvisning til de flotte kampe mod favoritterne fra Veszprem.

Øvrige kampe

Turneringen bød søndag på returkamp i den bizarre forestilling mellem Rhein-Neckar Löwen og polske Kielce.

Kampen blev spillet i Tyskland, efter at polakkerne havde vundet det første opgør med 41-17.

Det skyldtes i høj grad, at træner Nikolaj Jacobsens mandskab stillede med et hold af reserver i det første opgør, fordi klubben også skulle spille i Bundesligaen samme dag.

Baggrunden var, at Det Europæiske Håndbold Forbund (EHF) havde planlagt Champions League-kampen, så den kolliderede med Bundesligaen.

Parterne kunne ikke finde en løsning, og Rhein-Neckar Löwen endte med at ofre Champions League-kampen.

Det har gjort den tyske klubs fans rasende, og det viste tilskuerne søndag, da de i protest over EHF igangsatte en voldsom pibekoncert, netop som Champions League-melodien skulle afspilles før opgøret.

Kielce vandt returopgøret 36-30, og den samlede sejr lød på 30 mål.

I kvartfinalen skal Kielce op imod PSG.

 

/ritzau/