Skive Trav med vokseværk

Skive Trav med vokseværk

Gravkøer har erstattet heste. Udvidelsen af travbanen i Skive fra 800 til 950 meter er nu i fuld gang.

Efter et veloverstået Musketerdag, har gravkøerne nu erstattet hestene på Skive Travbane.

Efter at økonomien tidligere på året kom på plads, bliver der nu arbejdet på at udvide travbanen fra de nuværende 800 meter til 950 meter. Det er samme banestørrelse som Charlottenlund Travbane.

Gennem tilskud fra fonde og lån fra Skive Kommune manglede Skive Trav blot 1.5 millioner kroner for at kunne finansiere baneomlægningen, der et projekt til omkring 5 millioner kroner.

Da HFF på sit seneste bestyrelsesmøde vedtog at yde et tilskud på 500.000 kroner til projektet og desuden stillede med et lån på 1 million var den samlede finansiering på plads.

Den første løbsdag på den nye 950 meter bane er programsat til den 23. juni.