Skive er i ligaen - Lemvig rykker ned

Håndboldherrerne fra Skive er tilbage i Danmarks bedste liga. Det sker, efter holdet over to kampe besejrede Lemvig-Thyborøn i oprykningsspillet.

Skive fH kvalificerede sig kun på et hængende hår til oprykningsspillet fra 1. division til liga. Men for kort tid siden lykkedes det alligevel klubbens håndboldherrer at besejre ligaklubben Lemvig-Thyborøn over to kampe.

- Det er dejligt. Det var det, vi havde håbet på og kæmpet for. Selv om det så lidt sort ud, nåede vi det i sidste øjeblik, og det er fandme lækkert, siger Mads Øris Nielsen fra Skive fH til TV MIDTVEST.

Skive spillede uafgjort 23-23 mod Lemvig i eftermiddagens vigtige opgør. Skibonitterne vandt første kamp med hele syv mål, og dermed stjæler de ligapladsen fra Lemvig-Thyborøn.

Lemvig var kampen igennem tvunget til at satse for at hente det store forspring. Det lykkedes dog langt fra, og Skive var foran næsten hele kampen. Først i slutminutterne bragte hjemmeholdet sig i front, men da var løbet kørt. Kampen endte uafgjort og med gigantisk jubel fra Skive-bænken.

En tur i første division

Resultatet betyder, at Skive overtager pladsen i mændendes bedste række fra Lemvig-Thyborøn, som altså efter bare en enkelt sæson i det fine selskab må retur til 1. division.

- Det er forfærdeligt. Jeg synes, vi har spillet en super god sæson og har gjort det bedre, end nogen har forventet. De her to kampe ændrer det billede. Nu står vi som nedrykkere, og det er forfærdeligt, siger Søren Nørgaard fra Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Flittigste målscorer for Lemvig var netop Søren Nørgaard med fem fuldtræffere, mens Mads Øris Nielsen var farligste Skive-spiller med lige så mange scoringer.

I vores udsendelse klokken 19:30 har vi reaktioner fra begge lejre.

 

KAMPEN I TAL

Lemvig-Thyborøn vs. Skive fH 23-23 (9-10).

Lemvig-Thyborøn:  Søren Nørgaard 5, Matias Damgaard 4, Andreas Holst Jensen 3, Niels Lindholt 2, Troels Aagaard 2, Kasper Young Andersen 2, Jacob Thoustrup 1, Sebastian Thor 1, Nicolaj Danefeld Hansen 1, Jonas Gade 1, Mads Paulsen 1.

Skive fH:  Mads Øris Nielsen 5, Marius Hovde Andersen 5, Stefan Nielsen 4, Dennis Albæk 3, Patrick Sanggaard 3, Nickolei Jensen 2, Johnny Landberg 1.

Udvisninger: Lemvig-Thyborøn 3, Skive fH 4.

Skive fH er videre med 53-46 samlet.