Skive dropper P-kontrol

De er i Herning, Holstebro, Viborg og Thisted. Men nu forsvinder de snart fra Skive. Her har kommunen besluttet at vinke farvel til et upopulært folkefærd; P-vagterne.

Skiven skal stadig stilles i Skive, men nu bliver det knap så farligt at komme for sent. I mange år har der været kontrol på byens offentlige p-pladser, men nu har teknisk udvalg i Skive Kommune besluttet at opsige aftalen med det firma, der udskriver parkeringsbøder.

- Vi gør det for at gavne de forretningsdrivende i Skives midtby. Nu bliver kunderne ikke stressede over risikoen for parkeringsbøder. Vi tror, at forretningerne får flere glade kunder, siger Poul Holmgård (DF), medlem af teknisk udvalg.

Beslutningen er taget efter anbefaling fra de forretningsdrivende, som også lægger vægt på, at der stadig skal være en tidsbegrænset parkering i byen. Men når parkeringsvagterne forsvinder, er der kun politiet til at kontrollere. Og det kommer ikke til at ske.

- Politiet ændrer ikke adfærd i forhold til at udskrive flere parkeringsafgifter. Om folk overholder tidsbegrænsningen på parkeringspladserne, det er ikke noget, vi prioriterer. Det vil vi ikke bruge mere tid på. Vi kommer ikke til at være parkeringskontrollører. Det har vi simpelthen ikke personale til, siger Politikommissær Niels Peter Olesen fra Skive Politi.

Viborg forsøgte sig op til jul sidste år med fri parkering. Men det førte til kaos, da personale og beboere i bymidten indtog pladserne.

Parkeringspladser uden parkeringsvagter i Skive skal i første omgang køre som et forsøg i et år. Kommunen vil nu forsøge at komme ud af den aftale, de har med kontrolfirmaet Parkering Nord. Indtil videre er kommunen dog bundet frem til januar 2016.

01:59 Luk video