Skibsfører fra Thorsminde: Urd ramte hårdere end forventet

Vindstød af orkanstyrke ramte mandag aften med voldsom kraft Thorsminde. Alligevel søgte mange folk ud på molen.

Foto: Carsten Jørgensen

Foto: Carsten Jørgensen

Foto: Carsten Jørgensen

1 af 3

Et af de steder i landet, der har været værst ramt af Urd, er Thorsminde.

- Det har ramt os mere voldsomt, end vi havde regnet med, fortæller skibsfører på sandpumperen Tønne, Carsten Jørgensen.

Han er fanget på en mobiltelefon, mens han inspicerer havneområdet i Thorsminde.

Inden han får trukket ind i læ i auktionshallen, fortæller skibsføreren i vindbulder, at vandet har stået næsten 50 cm over kajkanten, men nu er det endelig stille på vej retur. 

Læs også Thorsminde sætter dobbelt vindrekord

- Vi havde lidt på fornemmelsen, at det ville blive slemt. Når de lover orkanstød fra vest, og det så skal dreje om i nordvest sidenhen, så ved vi, det bliver slemt, fortæller Carsten Jørgensen.

Og det blev slemt. Vindstødene var på op til 38-39 meter per sekund.

Nu hvor Carsten Jørgensen er nået ind i læ i auktionshallen, fortæller han undrende om, hvor mange juleturister, han har observeret i løbet af aftenen.

- De kom gående helt ud på molerne for at kigge på blæsevejret. Molen var fyldt med mennesker, som var det en sommerdag. Det er letsindigt, fortæller den erfarne sømand.

Ganske vist er der læ i auktionshallen, men 30 cm vand derinde vidner om, at Urd har været forbi.

- Nu skal vi ud og holde vagt ved vores sandpumper, så den ikke får skrammer på kajkanten, fortæller Carsten Jørgen og slutter med et grin:

- Ej, nu blev jeg våd!