Skadet Sisto bliver ikke EM-klar

FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto er skadet og når ikke at blive klar til playoffkampene mod Sverige. Til gengæld er Morten "Duncan" Rasmussen udtaget.

091115Sisto.jpg

Efter lægeundersøgelser har Pione Sisto forladt landsholdslejren, da den danske landsholdsspiller ikke kan nå at blive klar til playoffkampene mod Sverige, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

Mandag var Pione Sisto ellers mødt op i Helsingør, men han var ikke klædt i den blå træningsdragt som de øvrige danske spillere. I stedet var han iført et sort jakkesæt.

Søndag var Pione Sisto ikke med i truppen for FCM, da midtjyderne vandt med 5-1 på hjemmebane over Esbjerg i Alka Superligaen.

FC Midtjyllands Morten "Duncan" Rasmussen blev mandag udtaget til landsholdet. Han leverede en enkelt scoring for FCM i søndagens opgør mod Esbjerg. Også FCM's Jakob Poulsen er blevet udtaget til landsholdet.

OB's Rasmus Falk blev mandag middag indkaldt som gardering for FC Midtjyllands Pione Sisto, som på forhånd var meldt usikker til kampene mod Sverige. Morten Olsen har desuden udtaget FCK's Thomas Delaney.

Danmark møder Sverige den 14. og 17. november.

/ritzau/