Skadestue kan ikke følge med

Skadestuen i Viborg har idag haft den travleste dag i mands minde og må sende folk med brækkede håndled hjem igen.

Gårsdagens snevejr har gjort veje og fortove farlige, for nu kan man ikke længere se isen nedenunder. Folk falder på de glatte fortove og brækker arme og ben, og det betyder heftig aktivitet på skadestuerne. Blandt andet i Viborg, hvor skadestuen i dag har haft den travleste dag, nogen kan huske.

Fra klokken syv i morges til klokken 17 i eftermiddag har der været ca 90 patienter i skadestuen. Af dem er 12 blevet indlagt og knap 20 er sendt hjem igen med besked om at komme ind til operation hurtigst muligt, når den værste travlhed har lagt sig. Mange af skaderne er håndledsbrud, skriver regionshospitalet Viborg i dag i en pressemeddelelse..

- Der kommer patienter ind uafbrudt på skadestuen, og vi har kaldt alt det mandskab ind, vi kan, siger oversygeplejerske Lene Rindom fra ortopædkirgurgisk afdelingen, som også skadestue-modtagelsen hører under.

Nogle må gå forgæves

Den megen travlhed har betydet, at ikke alle er blevet behandlet i dag. En ekstra læge har vurderet patienterne i venteværelset og sendt nogle hjem med skader af mindre karakter. De må komme tilbage senere.

- Det er beklageligt, når vi må gøre det. Men vi kan simpelthen ikke tage alle ind. Men vi behandler selvfølgelig alle dem, der er kommet svært til skade og som ikke umiddelbart kan vente hjemme, siger Lene Rindom.

Aflyste operationer og overbelægning

Regionshospitalet Viborg har åbnet to ekstra operationsstuer for at kunne operere alle dem, der er kommet uheldigt af sted. For også de foregående dage er der kommet mange patienter ind med faldskader. Af samme grund har hospitalet været nødt til at aflyse mange planlagte operationer i dag, og i morgen og fredag er al planlagt ortopædkirurgi aflyst, så alle med brækkede håndled og andet kan komme til. 

På de to ortopædkirurgiske sengeafsnit er der samtidig massiv overbelægning. Onsdag var der 38 patienter på det ene afsnit, der er normeret til 24. Det andet afsnit havde 25 patienter, men kun 17 normerede senge. På de andre kirurgiske sengeafsnit er der også overbelægning.