Silkeborg IF flytter ind på nyt stadion

Det nye stadion i Silkeborg med plads til 10.000 tilskuere står nu klar, og nu venter spillere og stab bare på, at bolden igen ruller om en måneds tid.

Jysk Park står nu klar til at blive taget i brug. Blandt andet med kunstgræs og farverige sæder. Foto: Lone Bergholdt

Jysk Park står nu klar til at blive taget i brug. Blandt andet med kunstgræs og farverige sæder. Foto: Lone Bergholdt

Jysk Park står nu klar til at blive taget i brug. Blandt andet med kunstgræs og farverige sæder. Foto: Lone Bergholdt

1 af 3

Det er med farvede sæder og kunstgræs, at Silkeborg IF's nye stadion, Jysk Park, byder velkommen.

Det er ikke, som stadioner er flest, men det imponerer Silkeborg-spilleren Simon Jakobsen.

- Det er første gang, jeg prøver at stå herinde på banen faktisk. Det er fedt. Det er virkelig fedt, siger han.

Også administrerende direktør Kent Madsen er begejstret for det nye stadion, der er designet, så tilskuerne kommer så tæt på banen som muligt. 

- Vi har fået et stadion, der ser anderledes ud end alle de andres. Vi synes det er sjovt og frækt, siger han. 

Nødvendigt for at følge med

Med det nye stadion håber Kent Madsen på, at klubben kan øge sponsorindtægter og hæve tilskuertallet, der i sidste sæson lå på omkring 3.100 tilskuere til hjemmekampene i gennemsnit.

- Et nyt stadion som det her giver ikke garanti for superligafodbold. Jeg tør til gengæld godt udstede en garanti for, at havde vi ikke fået det her anlæg, så ville vi ikke fortsat kunne blive ved med at tiltrække sponsorer og tilskuere, der gjorde, at vi kunne være med, siger Kent Hansen. 

Inspiration fra Lissabon

De farverige sæder, der pryder stadionets fire sider er både grønne, gule, røde og hvide. En noget spraglet omgang. Men det skal være med til at give bedre stemning. 

- Det giver faktisk nogle bedre tv-billeder på de her tribuner, der måske ikke altid er helt fyldt op, så der er noget dynamik, siger Kent Hansen.

Jysk Park har kostet 130 millioner kroner at opføre, og den første Superliga-kamp bliver spillet mod AGF den 31. juli.