Siemens kårer de bedste opfindere

En af de bedste opfindere blandt 400.000 Siemensmedarbejdere arbejder i Brande.

Peder Enevoldsen er opfinder, og ingeniør hos Siemens. Den kombination har givet manden fra Brande titlen som en af Siemens' 12 bedste opfindere. Han er blevet udvalgt blandt sine 400.000 kollegaer på verdensplan.

 - Det er en stor ære at få den her anerkendelse, så det er jeg rigtig glad for, fortæller opfinderen.

Opfindelse nedsætter støj

Peder Enevoldsen har fået prisen, fordi han har fundet ud af, at ved at sætte savtakker på vindmøllevinger, så kan man mindske støjen fra vindmøllen. Opskriften på den gode opfindelse er klar - man skal fejle, før man kan vinde.

 - Hvis man er alt for bange for at fejle, så ender man med aldrig at prøve noget nyt. Så man skal få prøvet noget af og få nogle fiaskoer og så komme videre, fortæller Peder Enevoldsen vejen til sin succes.

Opfindelsen med savtakkerne reducerer vindmøllens støjniveau med 3-4 decibel.