Siemens Gamesa fyrer 400: Udelukker ikke flere besparelser

400 danske ansatte i Siemens får i de kommende dage en fyreseddel. Samtidig nedlægges 200 ubesatte stillinger.

Siemens Mølle
Foto: Henning Bagger/Scanpix

En udmeldt sparerunde i Siemens Gamesa ender med 400 fyringer og yderligere 200 stillingsnedlæggelser i den danske del af forretningen i denne omgang. Men der kan komme flere sparerunder.
    
Det oplyser selskabet til Ritzau Finans.
    
Vindmølleproducenten lancerede tidligere i november planerne om at sige farvel til 6000 ansatte på verdensplan. Det sker som led i en stor omstrukturering, der skal mindske omkostningerne i et marked præget af stor konkurrence og faldende priser.
    
Dengang forlød det, at op til 600 ansatte i den danske afdeling var i fare. Det tal holder stik. 200 stillinger skæres ved naturlig afgang og ledige job, der ikke genbesættes, mens de resterende 400 i løbet af de næste ti dage vil modtage fyresedler.
  
Siemens Gamesa har i øjeblikket - før nedskæringerne - godt 6600 ansatte i Danmark og omkring 27.000 på verdensplan fordelt på 24 lande.
 

   

Tidligere i år har vindmølleproducenten været gennem flere fyringsrunder i Danmark.
    
Der er nedlagt 750 stillinger på selskabets vingefabrik i Aalborg over to omgange, mens en fabrik i Engesvang nær Silkeborg er lukket. Det betød 430 afskedigelser. Også i Tinglev er der skåret fra, og i december ryger 170 stillinger i Lindø på Fyn.
    
Samlet kommer Siemens Gamesa derfor op på at skære omkring 1850 stillinger i Danmark i år. Fra hovedkontoret er det meldt ud, at det tal kan ende på 2500 stillinger frem mod 2020.
    
Yderligere afskedigelser afhænger af den fremtidige ordresituation, fortæller Rasmus Windfeld, pressechef i Siemens Gamesa, til Ritzau Finans.
    
Umiddelbart har der været godt nyt til Siemens Gamesa de sidste dage med betingede ordrer på tre store danske havmølleparker. Endelige beslutninger om parkerne tages dog først af møllekunden, Vattenfall, i 2018.
    
 Siemens Gamesa er resultatet af, at de tyske industrikonglomerat Siemens og den spanske vindmølleproducent Gamesa gik sammen i starten af 2017.
    
Baseret på leverancerne i 2016 er Siemens Gamesa verdens næststørste vindmølleproducent efter Vestas. Det har konsulentfirmaet FTI tidligere opgjort.
    
/ritzau/