OPDATERET: Dement kvinde fundet af tysk familie

En 61-årig dement kvinde er fundet igen af en tysk familie, efter hun natten til tirsdag forsvandt fra et sommerhus i Vejlby ved Harboøre.

Foto: Scanpix / Ida Marie Odgaard

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser på twitter, at den 61-årige demente kvinde som først på morgenen blev efterlyst igen er fundet og tilbage hos sin familie. Det var en tysk familie som fandt kvinden og kontaktede politiet. 

Kvinden og hendes mand gik i seng kl. 21.00 i sommerhuset på Strandvejen i Vejlby. Da manden vågner tirsdag morgen er kvinden væk. Efterfølgende finder politiet ud af, at kvinden omkring klokken 00.30 har banket på hos et nærliggende sommerhus på Byskovvej i Vrist, men som hun forlader igen, og siden havde ingen set hende. 

Parret er fra Vejle-området men ejer sommerhuset i Vejlby.